Leder

Mai-Britt Denning f. 21. marts 1969

Siden jeg var ca. 15 år gammel, har jeg vidst, at jeg ville være pædagog. Min mening var, at jeg ville arbejde med udviklingshæmmede. Har altid tænkt, at det måtte være mennesker, der kunne bringe solskin ind i ens arbejdsliv.

Allerede i ca. 1992 begyndte jeg at "gøre mennesker til min levevej". Jeg startede som pædagogmedhjælper i en børnehave. Det var en integreret institution for 2 - 6 år, og jeg fik mulighed for at arbejde med alle aldersgrupperne. Dog var jeg det meste af tiden tilknyttet småbørnsstuen. Et arbejde jeg var utrolig glad for og som jeg - set i bakspejlet - har lært meget af. Den helt basale menneskelige omsorg og det tryghedsskabende forældresamarbejde fx. For langt de fleste af forældrene og børnene, var det første gang de stiftede bekendtskab med daginstitutionslivet. Og ikke bare børnene, men også forældrene skulle blive trygge og glade for samarbejdet.

Jeg trivedes godt med arbejdet og var så heldig at være ansat på en institution, hvor både leder og pædagoger gav mig mange muligheder og meget ansvar. Og de lyttede til mig som en aktiv medaktør. Efter et par år begyndte de at "skubbe til mig" : "Skal du ikke på seminariet?"...Og jo - selvfølgelig skulle jeg det.

Som person kan jeg lide at være med, dér hvor tingene sker, hvor udfordringerne er og beslutningerne tages. Og ligegyldig hvor god en pædagogmedhjælper jeg var, så ER det jo altså de uddannede, der gør alle de ting.

Da jeg efterhånden havde været ude på arbejdsmarkedet i nogle år og var blevet 26, søgte jeg ind på Kvote 2 og fik heldigvis en plads på førstkommende optag på Frøbelseminariet på Frederiksberg. Det var i februar 1995.

Jeg NØD at komme i gang og suuuugede til mig. Et halvt år inde i uddannelsen skulle jeg i min første praktik. Og så blev hele min plan ændret. Jeg kom i praktik på Kennedygårdens Ungdomspension på Østerbro. Her tabte jeg mit hjerte til de unge "skæve" mennesker, der havde fået en bumby start på tilværelsen og kæmpede for at komme godt videre. HER er min hylde, tænkte jeg.

Tilbage på seminariet, var det nu i den retning jeg fordybede mig. Til slut skrev jeg speciale i Relationspædagogik med anbragte børn og unge. Jeg elskede hvert et minut på seminariet og tænkte; "Nu skal jeg ud at arbejde, og så skal jeg videreuddanne mig og ind og undervise i pædagogik på seminariet!"

I juni 1998 blev jeg færdig og fik et job på Børne- og Ungdomspensionen på Stærevej i NV. Jeg fik job på Børnepensionen d. 1. august 98, hvor jeg blev en del af en dygtig og inspirerende flok pædagoger.

Jeg husker stadig min første supervision, hvor begge afdelinger var samlet i husets mødelokale i kælderen. Her kom et par af de "gamle (mandlige) rotter" og sagde velkommen og spurgte om jeg var nyuddannet. Dette kunne jeg jo bekræfte. Til dette svarede de: "Velkommen ombord. Enten løber du skrigende fra denne slags job om et år eller også bliver du hængende uhjælpeligt fast i 25!" Tjaaaaa.... Tænkte jeg, men jeg skal jo ud og samle erfaring i virkeligheden i nogle år og så skal jeg ind og undervise på seminariet.

Ja, godmorgen min bare hat! Her hænger jeg endnu - og jeg er IKKE træt af det. Af det kan man lære: Lyt altid til erfarne mennesker - de ved hvad de taler om...

Med Opholdsstedet Nygård har jeg fået muligheden for at skabe noget, der afspejler mig og det jeg står for. Tryghed, forudsigelig, udvikling og omsorg for både beboere og ansatte. Mit menneskesyn er, at jeg tror på, at alle mennesker vil andre det bedste og at alle er dygtige til et eller andet. Jeg er stædig, vedholdende og stiller krav, men ved også hvornår jeg skal "trække mig" og give tid, rum og ro. I nogle perioder er det vigtigste, bare at give omsorg og ro, så kræfterne kan samles til at tage et udviklingsskridt mere. Jeg er absolut mere praktiker end jeg er teoretiker og vil hellere prøve mig frem, end at sidde med næsen i en fagbog. Tror altså også, at det virker mest autentisk, når man arbejder med unge...

Når man arbejder med unge, er den vigtigste start på en god relation til dem TILLID. Hvis du vil have tillid, må du vise tillid. Indtil du har deres tillid, kan du stille nok så mange krav og grænser op - uden den mindste reaktion. Til gengæld vil de altid lytte til dig, når du har deres tillid.

For mig er det også vigtigt at møde mennesker, dér hvor de er. Ikke i alt det, der HAR været. Vi har vel alle dummet os på et tidspunkt i livet, men skal vi mindes om det hele tiden, så får vi ikke lyst og mod til at vise, at vi kan lade være at dumme os igen. Tværtimod, bliver vi trodsige og tænker, "så kan det også være lige meget. Hvis du synes jeg er en idiot, så skal jeg vise dig, at jeg er det!"

Jeg tror, at min helt store styrke i det arbejde jeg laver er, at jeg er HELT vild med de unge!! Jeg holder så utrolig meget af dem og synes, at de hver især, er verdens bedste! Jeg har lovet mig selv, at den dag, hvor jeg opdager at den følelse er væk og mit arbejde "bare" er et arbejde, så skal jeg væk fra det.

7-9-13, så er den stadig hos mig!!

P.S. Jeg kommer aldrig ind og undervise på et seminarie, men jeg har da ikke helt opgivet: Når der bliver to torsdage i ugerne, så skriver jeg en undervisningsbog, der kan inspirere nye pædagoger.... Jeg har lavet udkastet, men så aflyste de den ekstra torsdag!!